Efterfødselsreaktion

Kort om Efterfødselsreaktion

At blive forælder er en stor livsomvæltning. Ikke alle oplever det som en let overgang, og det kan der være mange årsager til. En svær graviditet, en fødsel, der ikke forløb som planlagt, uventede begivenheder før og efter fødslen i form af sygdom, skilsmisse eller arbejdsløshed kan være udløsende faktorer.

Oplevelsen af ikke at kunne være den far eller mor, man gerne ville være eller troede, man skulle være, er sorgfuld og for mange skamfuld. I vores samfund er det stadig et tabu at tale om de svære følelser i forbindelse med fader- eller moderskab, men cirka hver 10. kvinde oplever en uventet reaktion på at blive mor. Man ved i dag, at fædre også kan blive ramt af efterfødselsreaktioner og fødselsdepression.

Efterfødselsreaktioner ses i dag som en eksistentiel reaktion på den store omvæltning, det er at blive forældre. Vi har alle i løbet af livet lært forskellige måder at håndtere kriser, uventede og svære følelser samt begivenheder på. Og ofte er det også det, der virker, men nogle gange kræver det lidt hjælp og behandling udefra. Nogle gange har hyppige hjemmebesøg med fokus på barnet og dets trivsel kunne lette situationen og skyldfølelsen hos både mødre og fædre.

Gennem mit arbejde som sundhedsplejerske har jeg mødt mange nybagte forældre med efterfødselsreaktioner såsom søvnbesvær, angst, stress, uro i kroppen, bekymringer, sygdomsangst, hovedpine, vrede, ængstelighed og tristhed.

Hvad kan jeg hjælpe med?

Som psykoterapeut har jeg i flere år også arbejdet terapeutisk med denne problematik. Jeg oplever, at det har betydning at sætte ord på det, der er svært. Det hjælper at finde mening og forståelse for, hvorfor kroppen og psyken reagerer, som de gør. Derudover finder mange også en tryghed i at vide, at de ikke behøves gå alene med deres tanker.

Man ved i dag, at tidlig indsats ved efterfødselsreaktioner styrker tilknytningen mellem barn og forældre. Det lille barn reagerer på de signaler, du sender ud. I det øjeblik, du begynder at arbejde med det, der er svært, vil du kunne mærke en forandring, og dit nærvær over for dit barn vil styrkes.